Mulighedernes Middelfart – Præsentation af Udviklingsplanen for Middelfart Midtby

Onsdag d. 3. oktober var der inviteret til borgermøde på Middelfart Rådhus, hvor CFBO sammen med borgmester Johannes Lundsfryd præsenterede Udviklingsplanen for Middelfart Midtby. Efter præsentationen serverede Middelfart Kommune klimavenlig ’chili sin carne’, mens der lystigt blev snakket om udviklingsplanens vision, strategier og projekter. Som afslutning på aftenen fik borgerne mulighed for endnu en gang at komme med input til planen. Her blev de bl.a. bedt om at prioritere de projekter, som de synes, er særligt vigtige for udviklingen af Middelfart Midtby – både på den korte og den lange bane.

Middelfarts byråd har gennem hele processen lagt stor vægt på, at processen omkring udviklingsplanen skulle være åben og involverende, og derfor har der løbende været afholdt workshops og dialogmøder med både borgere, byforum, byens unge og byrådet. Vi er glade og stolte over at have fået æren af at bistå altid ambitiøse Middelfart Kommune med denne proces, som har resulteret i en omfangsrig og ambitiøs udviklingsplan med et stærkt politisk og lokalt ejerskab.