Vi kunne i begyndelsen af marts byde velkommen til Aisha Seeberg som ny i flokken hos Grandville. Aisha er arkitekt og byplanlægger med fem års erfaring fra en større dansk tegnestue, hvor hun har arbejdet med en masse lokalplaner, helhedsplaner, masterplaner og konkurrencer, ligesom hun løbende har bidraget som underviser bl.a. på Arkitektskolen i Aarhus.

Aisha styrker vores tegnehold og kommer – udover den faglige ballast – med en dejlig energi og med en faglig og metodisk nysgerrighed, der vil være en yderligere kvalificering af vores arbejde med byudvikling, hvilket både vi og vores kunder allerede nyder godt af. Aisha har base på vores kontor i København, men kommer til at bidrage på projekter på tværs af de danske bælter.

Stort velkommen, Aisha. Vi er rigtigt glade for at have dig ombord! #ingenvedalt #grandville

Når man skal videreudvikle et af de mest elskede og særlige steder i København, så er der brug for en jurt-fuld gode ideer, en stor flok fagnørder og andet godtfolk med hjertet på det rette sted og omhu i skæppevis. I aften var en super fin aften på Refshaleøen, hvor der blev tændt fakler i Øens Have og givet lys til ideer fra Idekonkurrencen, der er med til at vise vejen for de næste skridt og programmeringen af den kommende strukturplankonkurrence. I morgen venter endnu en spændende aften med politisk debat, som afslutning på Idefestivalen. Alle er velkomne!

Tak for samarbejdet til Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn, tak for
gode refleksioner fra fageksperterne Andreas Høegh, Esben Thorlacius, Rasmus Vincentz og Rasmus Jessing, tak for virkelig solidt bedømmelsesarbejde til fagdommerne Schyum Poulsen Pernille og Lars Thiis, for en sikker moderation fra Lars Fjendbo Møller og ikke mindst et en stor opfordring til at kigge nærmere på de 75 forslag, der er kommet ind i idekonkurrencen – deri gemmer sig grobunden for det næste.

https://lnkd.in/ddR_UHzB

#ingenvedalt

Glædelig jul og godt nytår fra alle os i Grandville til alle jer, vi har samarbejdet med i 2023. Må julefreden indfinde sig nært og fjernt, og må det nye år samle os om de spændende, svære og vigtige opgaver i byerne, som ingen kan løse alene. #ingenvedalt

Grandville søger dygtige urban arkitekt- eller byplanlæggerpraktikanter til vores kontorer i Aarhus og København til foråret 2024.
 
Vi kan tilbyde et stærkt fagligt og socialt fællesskab, hvor du kommer til at arbejde med projekter med fokus på byudvikling i alle skalaer. Du kommer til at prøve kræfter med involveringsprocesser, strategiudvikling og skitsering af byplaner, og du bliver inviteret inden for i et fagligt fællesskab af rare kolleger, som er dedikerede til opgaven med at skabe gode byer.
 
Send portfolio, CV og eventuelle spørgsmål til cecilie@grandville.dk – Gerne senest den 8. december 2023. Vi holder samtaler løbende.
 
Læs mere om, hvem vi er og hvilke typer af projekter, vi beskæftiger os med på www.grandville.dk
 
#grandville #praktik #ingenvedalt  #arkitektur  #byplanlægning #byudvikling

Fredag inden fyraften havde vi besøg af et hold bachelorstuderende fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. De studerende var nysgerrige efter at høre om bæredygtig byudvikling i praksis og vores arbejde med at facilitere processer, udvikle redskaber og skabe grundlag for politiske beslutninger, der kan hjælpe den grønne omstilling på vej.

Vi fik også mulighed for at stille dem spørgsmål tilbage – blandt andet var vi nysgerrige efter at høre om deres syn på, hvordan unge bedst engageres i samtalen om byudvikling. Et af rådene var, at vi skal huske, at unge skal inviteres ind i samtalen – de opdager ikke altid af sig selv, at de har mulighed for indflydelse. Og så er det en god ide at tilbyde et måltid for deres tid og perspektiver. En enkel, men god pointe.

Vi fik også en snak om den betydning, det potentielt kan få for byerne og fremtidens fysiske planlægning, hvis den generation af unge, der i dag oplever klimaangst, kommer til at træffe radikalt andre valg ift. bolig, bil og forbrug end deres forældre. Her var et af de tankevækkende svar, at et radikalt andet valg kan være at leve mere som bedsteforældrene – og generationer før dem: På mindre plads, mere fællesskabsorienteret og mere nøjsomt. Det var en spændende snak, og vi kommer til at lede efter flere svar og nuancer den kommende tid.

#ingenvedalt

Noget af det, der gør os glade hver eneste dag, er at komme i Khadijas køkken. Nogen vil måske sige, at det roder lidt, men det der i virkeligheden er i gang er en proces ikke ulig jazz, hvor hun improviserer alle vores måltider. Jeg arbejder uden opskrift, siger hun, og jeg bruger det, vi har fra i går, sammen med nye grøntsager.

Vi er bare mega heldige, at vi har Khadija – nu på syvende år 😊 #ingenvedalt #grandville

En super god aften i Ishøj – i selskab med nogle af de seje og søde børn og unge i ungdomsklubben og fra Ungerådet – tak for jeres gode idéer til byrum og aktiviteter, som vi tager med videre i arbejdet med helhedsplanen for området ved Idrætscentret og den kommende letbanestation! @ishojkommune @ishoejungdom @ishoej_ungerad #ingenvedalt

Vi hos Grandville søger dygtige urban arkitekt/byplanlægger praktikanter til foråret 2023.

Som praktikant hos os vil du arbejde sammen med tegnestuens øvrige medarbejdere om projekter med fokus på byudvikling i alle skalaer. Du vil prøve kræfter med involveringsprocesser, du vil arbejde med strategier og planer, du vil skitsere udviklingsprojekter og byplaner, og du vil blive inviteret inden for i et fagligt fællesskab af rare kolleger, som er dedikerede til opgaven med at skabe gode byer.

Send portfolio og dit CV til lasse@grandville.dk – gerne inden den 1. december 2022. Vi holder samtaler løbende. Spørgsmål kan rettes til Lasse på lasse@grandville.dk

#grandville #praktik #ingenvedalt #arkitektur #byplanlægning

Du har måske cyklet gennem København tusind gange før, men sikkert sjældent med fuld volumen på dit sanseapparat, og næppe i følgeskab med en rapper og en cykelkok. Det har du chancen for nu.

Tag med, når Grandville i anledning af Arkitekturens Dag den 3.oktober tager ud og ser på byudvikling og får en kommunes, en grundejers og en rådgivers perspektiv på, hvordan byen kan udvikles med sans for stedets helt særlige kvaliteter, identitet og ånd.

På turen får vi følgeskab af rapperen Pelle, som freestyler sanseraps på de steder, vi besøger, med de ord, deltagerne giver ham, og han samler trådene til sidst og leverer et rapferat af det, vi oplever på vejen.

Program
Kl. 15.30 mødes vi på cykel i Jernbanebyen ved Toldkammerbygningen, Vasbygade 10, 2450 København SV. Efter besøg i Jernbanebyen, lægger vi vejen forbi Frederiksberg Hospital, hvor vi møder Frederiksberg Kommunes stadsarkitekt Claus Sivager. Tredje stop på ruten er ved Rolighedsvej Bycampus, hvor vi møder en af rådgiverne fra EFFEKT. Kl. 18 slutter vi af hos Grandville på Ewaldsgade 9, hvor Cykelkokken serverer varm suppe til kolde drikke, mens rapperen Pelle leverer sit rapferat. Kl. 19.00 siger vi tak for turen og for i dag.

Alle er velkomne! Medbring din egen cykel. Tøj efter vejret, da vi opholder os udendørs.

Tilmelding
Hvis du har lyst til at være med, så hop på cyklen og tilmeld dig senest den 30. september her:

https://lnkd.in/ey7DDYQd

Hvis du ikke deltager i cykelturen, men gerne vil komme forbi til suppe, drinks og rap hos Grandville, tilmeld dig senest den 30. september her:

https://lnkd.in/ejDjfSsW

#ingenvedalt #grandville #arkitekturensdag #arkitektforeningen #pelledetmitnavn #cykelkokken #jernbanebyen #nrep #frederiksbergkommune #effektarchitects Foto: Larry vs. Harry

Grandville søger en ny, yngre kollega som kan arbejde sammen med tegnestuens øvrige medarbejdere om projekter med fokus på byudvikling i alle skalaer. Hos os får du mulighed for at arbejde med nogle af Danmarks mest ambitiøse og komplekse byudviklingsprojekter, og du vil blive inviteret inden for i et fagligt fællesskab af rare kolleger, som er dedikerede til opgaven med at skabe gode byer.

Vi søger en ny kollega med 1-2 års relevant erfaring med byplanlægning og byudvikling fra det offentlige eller fra private rådgivervirksomheder. Din faglige baggrund er byplanlægger eller arkitekt. Ud over en faglighed inden for byudvikling er du god til at arbejde med grafisk opsætning og arbejder hjemmevant med Adobe-pakken. Derudover er det et plus hos os, hvis du er nysgerrig og har lyst til at engagere dig i udvikling af viden og metoder i relation til byudvikling.

Ansøgningen skal indeholde en beskrivelse af din motivation for at arbejde hos Grandville og dit CV.
Ansøgningen sendes til shs@grandville.dk. Vi opfordrer dig til at ringe med dine evt. spørgsmål til stillingen. Du kan kontakte Søren Houen Schmidt på T. 3022 6699 eller Svend Erik Rolandsen på T. 2728 8098. Ansøgningsfristen er 15.september 2022. Vi forventer at afholde samtaler løbende.

Der er tale om en fuldtidsstilling. Løn forhandles på baggrund af kvalifikationer og erfaring. Arbejdsstedet er vores kontor i København. #ingenvedalt #grandville

Store Torv 14, 1., 8000 Aarhus C
Ewaldsgade 9, st., 2200 København N

CVR: 37576964

Følg Grandville