Højer, områdefornyelse

Tøndermarsk Initiativet er Tønder Kommune, Realdania og A.P. Møller
Fondens fælles store investering i at udvikle Tøndermarsken og områdets unikke UNESCO natur, byer og bygningsarv til en ny destination. Tøndermarsk Initiativet er, med en samlet investering på 250 mio. kr., det historisk største udviklingsprojekt i Tønder Kommune.

Med afsæt i visionen om at gøre det ”mere attraktivt at gæste, arbejde og bo i Tøndermarsken”, omfatter projektet en række strategiske og konkrete udviklingsinitiativer: Klimatilpasning langs Vidåen og i Tønder midtby, anlæg af oplevelsespunkter, ruter og stier i Tøndermarsken, destinationsudvikling gennem en styrket turismeindsats og erhvervsudvikling, samt byomdannelse og fysisk opgradering af Højer.

Højer skal over de kommende år udvikles og omdannes som ankomsten til destination Tøndermarsken. Derfor er der igangsat et arbejde med en udviklings- og trafikplan for Højer, som også omfatter et program for områdefornyelse i byen. CFBO er Tøndermarsk Initiativets rådgivere på udvikling af udviklingsplanen, og vi varetager rollen som procesfacilitatorer på den meget omfattende borgerinddragelsesproces, som følger områdefornyelsen og udviklingsplanprocessen og som skal danne grundlag for et totalrådgiverudbud.

ROLLE
CFBOs rolle er projekt- og procesledelse for en omfattende borgerinddragelsesindsats i forbindelse med udarbejdelse af en udviklingsplan for Højer som, skal ligge til grund for programmering af et totalrådgiverudbud. Udover tovholderrollen på involveringen af de mange eksterne interessenter, omfatter CFBOs rådgivning ligeledes en opgave med at involvere og samarbejde med en kompleks projektorganisation, med mange parter og mange forskellige fagligheder.

CFBO har desuden parallelt hermed – og samarbejde med Hird&Kvistgaard, udviklet en sammenhængende destinationsstrategi for Tøndermarsk-området, gældende for 2017-2025, og en operationel og strategisk
forankret handlingsplan for 2017-2018.

PROJEKTDATA
KUNDE: Tønder kommune, Realdania og A.P. Møller Fonden
UDFØRELSE: 2017 – 2022
PROJEKTØKONOMI: Samlet projektøkonomi for Tøndermarsk initiativet er 250 mio. kr. Byomdannelses andel heraf er 100 mio. kr.